Translate

fredag den 4. januar 2013

Evaporated Milk opskrift (http://hejdis.blogspot.com)

Hjemmelavet fedtfattig evaporated/evaporeret mælk:
ca. 4 dl

Der måles med en lineal hvor de 4 dl mælk når til
1 liter økologisk skummetmælk

Hæld mælken i en tykbundet gryde eller pande, gerne non-stick, og gerne med så stor overflade som muligt, da fordampningen så sker hurtigere. For at tjekke hvornår den er kogt tilstrækkeligt ind, kan du afsætte en "mental" streg i gryden ved 4 dl, og når mælken er kogt ned dertil, er den klar.
(Ligesom i linket jeg fulgte fra She Simmers, målte jeg 4 dl op i en stor pande, og målte med en renvasket metallineal hvor stor afstand der var fra mælkekanten til det nederste beslag på håndtaget. I med resten af mælken og så var det bare at vente til mængden nåede ned i den rigtige højde).
Mælken koges forsigtigt op under omrøring med en silikonespartel eller et fladt piskeris - når den når kogepunktet skrues lidt ned til den bare simrer stille og roligt, hvorefter den simrer videre under jævnlig omrøring så den ikke brænder på. Jeg havde induktionspladen stående på 6 ud af 9 efter den var kogt op, og det tog lidt over en time før den havde nået 4 dl mærket.
Hvis der dannes skind på mælken (hvilket ikke var et problem her - jeg ved ikke om det sker nemmere i feks. sødmælk) skal det enten fjernes eller piskes ud i mælken, da skindet danner en overflade der forhindrer fordampningen delvist.

Her skulle man gerne kunne se forskellen -
evaporeret til venstre, og rå skummet til højre
Når den rigtige mængde er nået, hældes mælken gennem en sigte for at si evt. skind fra - her var der også en næsten ostelignende masse tilbage i sien, som man måske godt kunne have brugt til et eller andet, men jeg smed det altså ud.
Afkøl mælken, hæld den på glas og opbevar i køleskabet i et par uger, eller hæld den i mindre plasticbøtter og frys den ned.

Konklusion:

Jeg har ikke nået at bruge mælken til noget endnu, men smagen er tydeligt anderledes end den skummetmælk jeg startede ud med. Det første jeg kom til at tænke på da jeg smagte på den var faktisk risengrød - men om det bare er fordi det også smager af varm/lunken mælk ved jeg ikke helt. Den er også let karamelagtig i smagen, og den ligner nærmest sødmælk, sammenlignet med den vandede skummetmælk. Jeg havde måske nok regnet med den blev lidt mørkere i farven, men jeg kunne forestille mig det ville ske hvis man bruger sødmælk.
Økonomisk ved jeg ikke om det kan betale sig - jeg endte som sagt ud med 4 dl, og det kostede mig 8,50 for mælken og strøm til kogepladen. Jeg kan ikke huske hvad jeg gav for en dåse da jeg købte en, men igen - hvis man gerne vil have den 100% økologisk og vide hvad der er i den, så er det helt klart en mulighed.
Og vælger man løsningen med mælkepulver og vand, så fås skummetmælkspulver også økologisk, feks. fra Natur Drogeriet.


Read more: http://hejdis.blogspot.com/2012/06/opskrift-hjemmelavet-fedtfattig.html#ixzz2H2uUvZtt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar